Forebyggelse skal være et centralt, integreret element i Region Østdanmarks indsats: Forebyggelse koster millioner – behandling koster milliarder. Vores tilgang skal være funderet i Sundhedsstyrelsens definition af patientrettet forebyggelse (tertiær forebyggelse), som har til formål at bremse tilbagefald og forhindre forværring af kroniske tilstande.
Forebyggelse skal sætte lighed i sundhed som en central prioritet. Det betyder, at de mest sårbare borgere skal have særlig opmærksomhed og støtte, mens de, der kan tage større ansvar for egen sundhed, skal have redskaberne til det. Fokus er på borgere, vi allerede er i kontakt med, eller som har høj risiko for at udvikle sygdom.
For at forebyggelse skal lykkes, skal den være en integreret del af selve behandlingen. Velfungerende, dokumenterede indsatser skal udbredes og skaleres, herunder:
- Træning som behandling ved slidgigt i hofter, knæ og ryg, hvor træning før operation giver bedre resultater.
- Mobile behandlingsfunktioner, der bringer simple behandlinger ud i borgerens eget hjem og dermed undgår unødige indlæggelser.
- STIME-indsatsen (en tværsektoriel indsats for børn og unge med mentale lidelser), hvor regionale eksperter støtter kommunalt personale i børnenes nærmiljø.
- Anvendelse af AI til at målrette optimering af patienters helbred før operation, hvilket mindsker komplikationer.
Baggrunden for denne forstærkede indsats er, at over to tredjedele af befolkningen i Region Sjælland allerede har mindst én kronisk sygdom. Dette tal vil stige, og derfor skal forebyggelsen være forskningsunderbygget og måles på effekt, sundhedsøkonomisk gevinst og faglig bæredygtighed.